Kapitel 6: Den opdigtede evolution af fugle og pattedyr
Ifølge evolutionsteorien opstod og udvikledes liv i havet og blev så transporteret på land af amfibier. Dette evolutionære scenarie foreslår også, at amfibier udviklede sig til reptiler, væsner der kun lever på land. Dette scenarie er igen usandsynligt på grund af de enorme strukturelle forskelle mellem disse to klasser af dyr.
For eksempel skabes det amfibiske æg til udvikling i vand, hvor det amniotiske æg er skabt til at udvikles på land. En ”skridt efter skridt” evolution af amfibier er ude af billedet, fordi uden et perfekt og fuldtudviklet æg er det ikke muligt for en art at overleve. Ud over dette er der som sædvanlig intet bevis for en overgangsform, der skulle linke amfibier sammen med reptiler. Evolutionære palæontologer og en autoritet i hvirveldyr palæontologi, Robert L. Carroll må acceptere, at ”de tidlige reptiler var meget forskellige fra amfibier, og at deres forfædre ikke kunne findes endnu.” 45
Men evolutionisternes håbløst fortabte scenarier er ikke slut endnu. Der mangler stadig problemet om at få disse væsner til at flyve! Siden evolutionister tror, at fugle må have udviklet sig på en måde, hævder de, at de omdannede sig fra reptiler. Men ingen af fugles distinkte mekanismer, som har totalt forskellig struktur fra dyr på land, kan forklares af gradvis evolution. For det første er vingerne, som er fugles enestående træk, et stort dødvande for evolutionisterne. En af de tyrkiske evolutionister, Engin Korur, indrømmer umuligheden for evolutionen af vinger:
Det fælles træk for øjnene og vingerne er, at de kun kan fungere, hvis de er fuldt udviklede. Med andre ord kan et halvt udviklet øje ikke se; en fugl med halvformede vinger kan ikke flyve. Hvordan disse organer kom til, er forblevet et af naturens mysterier, som må opklares.46
Spørgsmålet om, hvordan vingers perfekte struktur kom til som et resultat af efterfølgende tilfældige mutationer, forbliver totalt ubesvaret. Der findes ingen måde at forklare, hvordan en reptils forreste arme kunne have forandret sig til perfekt fungerende vinger som et resultat af en forstyrrelse af generne (mutation).
Desuden er det ikke tilstrækkeligt at have vinger for, at et dyr på land kan flyve. Organismer på land mangler mange andre strukturelle mekanismer, som fugle bruger til at flyve. For eksempel er fugles knogler meget lettere end dem hos organismer på land. Deres lunger fungerer på en meget forskellig måde. De har et anderledes muskulært og skelet system og et meget specialiseret hjertekredsløb. Disse egenskaber er forudsætninger for at kunne flyve, der skal bruges mindst lige så meget som at have vinger. Alle disse mekanismer måtte eksistere på samme tid og fuldstændigt; de kunne ikke være blevet dannet gradvis ved at blive ”akkumuleret”. Dette er grunden til, at teorien, der påstår, at land organismer udviklede sig til flyvende organismer, er fuldstændig falsk.
Alle disse bringer endnu et spørgsmål frem: selv hvis vi antager, at denne umulige historie er sand, hvorfor er evolutionisterne så ikke i stand til at finde ”halv-vingede” eller ”enkelt-vingede” fossiler til at støtte deres historie?
Endnu en påstået overgangs form: Archaeopteryx
Evolutionister kommer med navnet på et eneste væsen som svar. Dette er fossilet af en fugl kaldet Archaeopteryx, en af de mest kendte såkaldte overgangsforme blandt de meget få, evolutionister stadig forsvarer. Archaeopteryx, den såkaldte forfader til nutidens fugle ifølge evolutionister, levede for omkring 150 millioner år siden. Teorien vedholder, at nogle små dinosaurer som Velaciraptors eller Dromeosaurs, udvikledes ved at få vinger og så begynde at flyve. Altså er Archaeopteryx formodet at være en overgangsform, der afgrenedes fra dens dinosaur forfædre og begyndte at flyve for første gang.
Men de seneste studier af Archaeopteryx fossiler indikerer, at dette væsen absolut ikke er en overgangsform men en uddød fugleart, der har nogle uvigtige forskelle fra nutidens fugle.
Tesen, at Archaeopteryx var en ”halv-fugl”, der ikke kunne flyve perfekt, var populær i evolutionistiske cirkler indtil for ikke så længe siden. Fraværet af et sternum (brystben) i dette væsen blev opholdt som det vigtigste bevis for, at denne fugl ikke kunne flyve rigtigt. (Sternum er et ben fundet under brystkassen, hvor musklerne krævet for at flyve er fastsat. I vore dage observeres dette brystben i alle flyvende og ikke-flyvende fugle og endda i flagermus, et flyvende pattedyr, der hører til en helt anden familie.)
Men det syvende Archaeopteryx fossil, der blev fundet i 1992, skabte stor forbløffelse blandt evolutionister. Grunden var, at i dette nyligt opdagede fossil, blev brystbenet, som længe var formodet at mangle af evolutionister, opdaget at have eksisteret alligevel. Fossilet blev beskrevet i Nature magazine som følgende:
Det nylig opdagede syvende eksempel af Archaeopteryx bevarer et delvist, rektangulært brystben, længe mistænkt men aldrig før dokumenteret. Dette vidner om dens stærke flyvemuskler.47
Denne opdagelse ugyldiggør grundpillen i påstanden, at Archaeopteryx var en halv-fugl, der ikke kunne flyve rigtigt.
Endvidere blev strukturen af fugles fjer en af de vigtigste bevisstykker, der bekræftede, at Archaeopteryx var en flyvende fugl i ægte forstand. Den asymmetriske fjerstruktur i Archaeopteryx kan ikke skelnes fra de fugle, der lever i dag, og indikerer, at den kunne flyve helt perfekt. Som den eminente palæontolog Carl O. Dunbar erklærer: ”På grund af dens fjer [skal Archaeopteryx] tydeligvis klassificeres som en fugl.” 48
Et andet faktum, der blev afsløret af strukturen i Archaeopteryx’ fjer, var dens varmblodede stofskifte. Som det blev diskuteret ovenover, er reptiler og dinosaurer koldblodede dyr, hvis kropsvarme varierer med temperaturen af omgivelserne, hellere end at være homeostatisk reguleret. En meget vigtig funktion af fjerene på fuglene er vedligeholdelsen af en konstant kropstemperatur. Faktummet, at Archaeopteryx havde fjer, viste, at den var en rigtig, varmblodet fugl, der måtte regulere dens kropsvarme i modsætning til dinosaurer.
Bird Feathers: The Structure that Evolution Fails to Explain
The theory of evolution, which claims that birds evolved from reptiles, is unable to explain the huge differences between these two different living classes. In terms of such features as their skeleton structure, lung systems, and warm-blooded metabolism, birds are very different from reptiles. Another trait that poses an insurmountable gap between birds and reptiles is the feathers of birds which have a form entirely peculiar to them.
The bodies of reptiles are covered with scales, whereas the bodies of birds are covered with feathers. Since evolutionists consider reptiles the ancestor of birds, they are obliged to claim that bird feathers have evolved from reptile scales. However, there is no similarity between scales and feathers.
A professor of physiology and neurobiology from the University of Connecticut, A.H. Brush, accepts this reality although he is an evolutionist: "Every feature from gene structure and organization, to development, morphogenesis and tissue organization is different (in feathers and scales)."1 Moreover, Prof. Brush examines the protein structure of bird feathers and argues that it is "unique among vertebrates".2
There is no fossil evidence to prove that bird feathers evolved from reptile scales. On the contrary, "feathers appear suddenly in the fossil record, as an'undeniably unique' character distinguishing birds" as Prof. Brush states.3 Besides, in reptiles, no epidermal structure has yet been detected that provides an origin for bird feathers.4
In 1996, paleontologists made abuzz about fossils of a so-called feathered dinosaur, called Sinosauropteryx. However, in 1997, it was revealed that these fossils had nothing to do with birds and that they were not avian feathers.5
On the other hand, when we examine bird feathers closely, we come across a very complex structure that cannot be explained by any evolutionary process. The famous ornithologist Alan Feduccia states that "every feature of them has aerodynamic functions. They are extremely light, have the ability to lift up which increases in lower speeds, and may return to their previous position very easily". Then he continues, "I cannot really understand how an organ perfectly designed for flight may have emerged for another need at the beginning".6
The structure of feathers also compelled Charles Darwin to ponder them. Moreover, the perfect aesthetics of the peafowl's feathers had made him "sick" (his own words). In a letter he wrote to Asa Gray on April 3, 1860, he said "I remember well the time when the thought of the eye made me cold all over, but I have got over this stage of complaint..."And then continued: "...and now trifling particulars of structure often make me very uncomfortable. The sight of a feather in a peacock's tail, whenever I gaze at it, makes me sick!" 7
1 A. H. Brush, "On the Origin of Feathers", Journal of Evolutionary Biology, Vol. 9, 1996, s. 132.
2 A. H. Brush, "On the Origin of Feathers", s. 131.
3 A. H. Brush, "On the Origin of Feathers", s. 133.
4 A. H. Brush, "On the Origin of Feathers", s. 131.
5"Plucking the Feathered Dinosaur", Science, Cilt 278, 14 Kasım 1997, s. 1229.
6 Douglas Palmer, "Learning to Fly", (Review of The Origin of and Evolution of Birds by Alan Feduccia, Yale University Press, 1996), New Scientist, Cilt 153, 1 Mart 1997, s. 44.
7 Norman Macbeth, Darwin Retried: An Appeal to Reason. Boston: Gambit, 1971, s. 101.
Evolutionisters spekulationer: Archaeopteryxernes tænder og kløer
To vigtige pointer, evolutionære biologer hviler på, når de påstår, at Archaeopteryx var en overgangsform, er kløerne på dens vinger og dens tænder.
Archæopteryx exhibits the features of a full-fledged bird:
1. Its feathers show that it was a warm-blooded creature able to fly.
2.Its bones are hollow, like those of birds living today.
3.Its teeth represent no evidence that it evolved from reptiles. Many toothed bird species lived in the past.
4.There are bird species living today that possess similar claws on their wings.
5. The breastbone was observed in the seventh Archæopteryx fossil found recently. The presence of this bone shows that just like present-day birds, it possessed powerful flight muscles.
Det er sandt, at Archaeopteryx havde kløer på dens vinger og tænder i munden, men disse træk indebærer ikke, at væsnet havde noget som helst forhold til reptiler. Desuden har to fuglearter, der lever i dag, Turako og Hoatzin, kløer, der tillader dem at holde fast i grene. Disse væsner er fuldstændige fugle med ingen reptil karakteristikker. Derfor er det totalt ubegrundet at påstå, at Archaeopteryx er en overgangsform bare på grund af kløerne på dens vinger.
Tænderne i Archaeopteryx’ næb medfører heller ikke, at det er en overgangsform. Evolutionister laver et målrettet kneb ved at sige, at disse tænder er reptil karakteristikker, siden tænder ikke er en typisk egenskab ved reptiler. I dag har nogle reptiler tænder, mens andre ikke har. Endvidere erArchaeopteryx ikke den eneste fugleart med tænder. Det er sandt, at der ikke er nogle tandede fugle i eksistens i dag, men når vi ser på fossiler, kan vi se, at både på Archaeopteryx’ tid og efter, og endda indtil for ganske nylig, eksisterede en distinkt fugleslægt, der kunne kategoriseres som ”fugle med tænder”.
Den vigtigste pointe er, at tændernes struktur hos Archaeopteryx og andre fugle med tænder er total forskellig fra deres påståede forfædre, dinosaurerne. De velkendte ornitologer L. D. Martin, J. D. Stewart og K. N. Whetstone observerede, at Archaeopteryx og andre lignende fugle havde tænder med fladtoppede overflader og store rødder. Men Theropoda dinosaurerne, de påståede forfædre til disse fugle, havde fremstående tænder som save og med smalle rødder.49
Disse forskere sammenlignede også knoglerne i håndleddene på Archaeopteryx og deres påståede forfædre, dinosaurerne, og så ingen lighed mellem dem.50
Studier af anatomer som S. Taesitano, M. K. Hecht og A. D. Walker har afsløret, at nogle af de ligheder, John Ostrom og andre har set mellemArchaeopteryx og dinosaurerne, i virkeligheden var fejlfortolkninger.51
Alle disse fund indikerer, at Archaeopteryx ikke var et overgangslink men bare en fugl, der faldt ind i en kategori, der kan kaldes ”tandede fugle”.
Archaeopteryx og andre fuglefossiler
Mens evolutionister i årtier har proklameret Archaeopteryx som det største bevis for deres scenarie om fuglenes evolution, afkræfter nogle nylig fundne fossiler det scenarie i andre sammenhæng.
Lianhai Hou og Zhonghe Zhou, to palæontologer ved the Chinese Institure of Vertebrate Paleontology, opdagede et nyt fuglefossil i 1995 og kaldte det Confuciusornis. Dette fossil er omkring samme alder som Archaeopteryx(omkring 140 millioner år) men har ingen tænder i munden. Oven i købet delte dens næb og fjer samme egenskaber som nutidens fugle. Confuciusornis har samme skelet struktur som nutidens fugle, men den har også kløer på vingerne ligesom Archaeopteryx. En anden struktur særlig for fugle kaldet ”pygostyl”, som støtter halefjerene, blev også fundet i Confuciusornis. Kort sagt ligner dette fossil - som har samme alder somArchaeopteryx, som tidligere blev anset som den tidligste fugl og accepteret som en halv-reptil - meget en fugl, der lever i dag. Dette faktum har afkræftet alle evolutionistiske teser, der påstår, at Archaeopteryx er den primitive forfader til alle fugle.52
Et andet fossil udgravet i Kina skabte endnu større forvirring. I november 1996 blev eksistensen af en 130 millioner år gammel fugl kaldet Liaoningornis offentliggjort i Science af L. Hou, L. D. Martin og Alan Feduccia.
Liaoningornis havde et brystben, som flyvemusklerne sad fast på, ligesom på nutidens fugle. Denne fugl kunne heller ikke skelnes fra nutidens fugle i andre henseender. Den eneste forskel var tænderne i dens mund. Dette viste, at fugle med tænder ikke besidder de primitive strukturer som påstået af evolutionister.53
Dette blev erklæret i en artikel i Discovery ”Hvorfra kom fuglene? Dette fossil tyder på, at det ikke var fra dinosaurer."54
Endnu et fossil, der afviste de evolutionistiske påstande om Archaeopteryx var Eoalulavis. Eoalulavis’ vingestruktur, som blev antaget at være omkring 25 til 30 millioner år yngre end Archaeopteryx, blev også set på nutidens langsomt flyvende fugle. Dette beviser, at for 120 millioner år siden var der fugle flyvende i luften, der i mange henseender ikke kunne skelnes fra nutidens fugle.55
Disse fakta indikerer igen med sikkerhed, at hverken Archaeopteryx eller andre gamle lignende fugle var overgangsforme. Fossilerne indikerer ikke, at forskellige fuglearter udvikledes fra hinanden. I modsætning beviser fossilerne, at nutidens fugle og nogle arkaiske fugle som Archaeopteryx faktisk levede sammen på samme tid. Nogle af disse fuglearter som Archaeopteryx of Confuciusornis er uddøde, og kun nogle af de arter, der engang eksisterede, har været i stand til at overleve til i dag.
Kort sagt indikerer flere af Archaeopteryx’ egenskaber, at dette væsen ikke var en overgangsform. Archaeopteryx’ overordnede anatomi betyder stilstand, ikke evolution. Palæontolog Robert Carrol må indrømme at:
Geometrien af flyvefjerene på Archaeopteryx er identisk med dem på moderne flyvende fugle, hvor ikke-flyvende fugle har symmetriske fjer. Måden hvorpå fjerene er arrangeret på vingen falder indenfor området af moderne fugle… Ifølge Van Tyne og Berger er den relative størrelse og form af Archaeopteryx vinger svarende til fugle, der bevæger sig gennem begrænsede åbninger i vegetation som hønsefugle, duer, snepper, spætter og de fleste spurvefugle… Flyvefjerene har været i stilstand i mindst 150 millioner år…56
På den anden side er det ”tidsmæssige paradoks” et af de fakta, der giver det fatale slag til de evolutionistiske påstande om Archaeopteryx. I sin bog Icons of Evolution, bemærker Jonathan Wells, at Archaeopteryx er blevet gjort til et ”ikon” i evolutionsteorien, hvorimod beviser tydeligt viser, at dette væsen ikke er den primitive forfader til fugle. Ifølge Wells er en af indikationerne for dette, at Theropoda dinosauren - den påståede forfader til Archaeopteryx - faktisk er yngre end Archaeopteryx.
Tobenede reptiler, der løb på jorden og havde andre egenskaber, man måske forventer hos en forfader til Archaeopteryx, optræder senere.57
Det opdigtede fugle-dinosaur link
Prof. Alan Feduccia
Evolutionister, der prøver at fremstille Archaeopteryx som en overgangsform, kommer med påstanden, at fugle har udviklet sig fra dinosaurer. Men en af de mest kendte ornitologer i verden, Alan Feduccia fra the University of North Carolina, modsiger teorien, at fugle er beslægtet med dinosaurer på trods af, at han selv er evolutionist. Feduccia har dette at sige om tesen om reptil-fugle evolution:
Altså, jeg har studeret fuglekranier i 25 år, og jeg kan ikke se nogen ligheder overhovedet. Jeg kan bare ikke se det… Theropoda oprindelsen af fugle vil efter min mening blive det pinligste for palæontologer i det 20. århundrede.58
Larry Martin, en specialist i tidligere fugle fra the University of Kansas, modsiger også teorien om, at fugle nedstammer fra dinosaurer. I diskussionen om den modsigelse, som evolution på dette emne falder ind i, erklærer han:
For at fortælle sandheden ville jeg, hvis jeg skulle støtte dinosauroprindelsen af fugle med de egenskaber, blive pinlig berørt hver gang, jeg skulle op og snakke om det.59
For at opsummere er scenariet om ”fugles evolution”, der opstod alene på basis af Archaeopteryx, ikke andet end et produkt af evolutionisters fordomme og ønsketænkning.
Pattedyrenes oprindelse
Som vi tidligere har erklæret, foreslår evolutionsteorien, at nogle opdigtede væsner, der kom op fra havet, blev til reptiler, og at fugle udvikledes fra reptiler. Ifølge det samme scenarie er reptiler forfædre til ikke bare fugle men også pattedyr. Men der er store forskelle mellem de to klasser. Pattedyr er varmblodede dyr (dette betyder, at de kan skabe deres egen varme og holde den på et stabilt niveau), de føder levende unger, de ammer deres unger, og deres kroppe er dækket af pels eller hår. Reptiler, på den anden side, er koldblodede (altså de kan ikke generere varme, og deres kropstemperatur ændres afhængig af den eksterne temperatur), de lægger æg, de ammer ikke deres unger, og deres kroppe er dækket af skæl.
Et eksempel på de strukturelle barrierer mellem reptiler og pattedyr er deres kæbestruktur. Pattedyrs kæber består kun af et underkæbeben, der indeholder tænderne. Hos reptiler er der tre små knogler på hver side af underkæben. En anden grundlæggende forskel er, at alle pattedyr har tre knogler i deres mellemøre (hammer, ambolt og stigbøjle). Reptiler har blot en enkelt knogle i mellemøret. Evolutionister påstår, at reptilkæben og mellemøret gradvist udvikledes til pattedyrets kæbe og øre. Spørgsmålet om, hvordan et øre med en knogle udviklede sig til et med tre knogler, og hvordan høresansen blev ved med at fungere i mellemtiden, kan aldrig forklares. Ikke overraskende er ikke et eneste fossil, der linker reptiler og pattedyr sammen, blevet fundet.
Dette er grunden til, at evolutionære videnskabs forfatter Roger Lewin blev tvunget til at sige, ”Overgangen til det første pattedyr, som sandsynligvis skete på bare en eller højst to slægter, er stadig et mysterium”.60
George Gaylord Simpson, en af de mest populære evolutionistiske autoriteter og en grundlægger af den neodarwinistiske teori, kommer med følgende kommentar om denne forvirrende vanskelighed for evolutionister:
Den mest forvirrende begivenhed i livets historie på jorden er forandringen. Mesozoikum, reptilalderen, til pattedyrenes alder. Det er som om, gardinet pludselig blev hævet ned på scenen, hvor alle de førende roller blev spillet af reptiler, især dinosaurer, i store antal og forbløffende variation, og blev hejst igen med det samme for at afsløre samme miljø men med helt nye medvirkende, en besætning hvor dinosaurerne slet ikke optræder, andre reptiler er i stort mindretal, og alle de førende roller spilles af pattedyr af slags, der knap blev hintet til i de foregående akter.61
Endvidere, da pattedyr pludselig gjorde deres forekomst, var de allerede meget forskellige fra hinanden. Så uens dyr som flagermus, heste, mus og hvaler er alle pattedyr, og de opstod alle i løbet af samme geologiske periode. At fastsætte et evolutionært forhold mellem dem er umuligt selv ved brug af den vildeste fantasi. Den evolutionistiske zoolog R. Eric Lombard kommer med denne pointe i en artikel, der blev bragt i den førende journal Evolution:
De, der leder efter specifik information, der er brugbar til at skabe fylogenier af taksa med pattedyroprindelse, vil blive skuffede.62
Alle disse demonstrerer, at alle levende væsner fremkom på Jorden pludseligt og fuldtudviklet uden nogen evolutionær proces. Dette er konkret bevis for det faktum, at de blev skabt. Evolutionister prøver dog at fortolke faktummet, at levende arter kom til eksistens i en specifik rækkefølge, som en indikator for evolution. Men denne sekvens, som levende ting opstod ved, er ”skabelsesrækkefølgen”, siden det ikke er muligt at tale om en evolutionær proces. Med en overlegen og fejlfri skabelse, blev have og land fyldt med levende ting og til sidst blev mennesket skabt.
I modsætning til ”abemenneske” historien, der presses på masserne med intenst medie propaganda, opstod mennesket også pludseligt og fuldtudviklet.
Atın Evrimi Senaryosu
There are breeds of horse of different sizes on Earth. The "evolution of the horse" sequence is nothing more than fossils belonging to these different breeds and certain other mammals being set out one behind the other.
Until recently, an imaginary sequence supposedly showing the evolution of the horse was advanced as the principal fossil evidence for the theory of evolution. Today, however, many evolutionists themselves frankly admit that the scenario of horse evolution is bankrupt. In 1980, a four-day symposium was held at the Field Museum of Natural History in Chicago, with 150 evolutionists in attendance, to discuss the problems with gradualistic evolutionary theory. In addressing the meeting, evolutionist Boyce Rensberger noted that the scenario of the evolution of the horse has no foundation in the fossil record, and that no evolutionary proccess has been observed that would account for the gradual evolution of horses:
The popularly told example of horse evolution, suggesting a gradual sequence of changes from four-toed fox-sized creatures living nearly 50 million years ago to today's much larger one-toed horse, has long been known to be wrong. Instead of gradual change, fossils of each intermediate species appear fully distinct, persist unchanged, and then become extinct. Transitional forms are unknown.1
Dr. Niles Eldredge said the following about the “evolution of the horse” diagrams:
There have been an awful lot of stories, some more imaginative than others, about what the nature of that history [of life] really is. The most famous example, still on exhibit downstairs, is the exhibit on horse evolution prepared perhaps fifty years ago. That has been presented as the literal truth in textbook after textbook. Now I think that is lamentable, particularly when the people who propose those kinds of stories may themselves be aware of the speculative nature of some of that stuff.2
Then what is the basis for the scenario of the evolution of the horse? This scenario was formulated by means of the deceitful charts devised by the sequential arrangement of fossils of distinct species that lived at vastly different periods in India, South Africa, North America, and Europe solely in accordance with the rich power of evolutionists' imaginations. More than 20 charts of the evolution of the horse, which by the way are totally different from each other, have been proposed by various researchers.
hus, it is obvious that evolutionists have reached no common agreement on these family trees. The only common feature in these arrangements is the belief that a dog-sized creature called "Eohippus", which lived in the Eocene Period 55 million years ago, was the ancestor of the horse (Equus). Yet Eohippus, portrayed as an equine ancestor that became extinct millions of years ago, is almost identical to the mammal known as “Hyrax” that still lives in Africa, but has not the slightest connection with horses.3 The invalidity of the claim regarding the evolution of the horse is becoming clearer every day with the discovery of new fossils.
ohippus has been identified in strata containing some fossilized breeds of horse—Equus nevadensis and E. occidentalis—that are still alive today—Equus nevadensis.4 This shows that the present day horse lived at the same time as its supposed forebear, proving that the horse never underwent the process known as evolution.
Bir müzede bulunan bu at serisi diğerleri gibi değişik devirlerde değişik coğrafyalarda yaşamış çeşitli hayvanların taraflı bir bakış açısıyla, keyfi olarak birbiri ardına dizilmesiyle oluşturulur. Atın evrimi senaryosunun fosil kayıtlarında hiçbir dayanağı yoktur.
The evolutionist science writer Gordon R. Taylor explains this little-acknowledged truth in his book The Great Evolution Mystery:
But perhaps the most serious weakness of Darwinism is the failure of paleontologists to find convincing phylogenies or sequences of organisms demonstrating major evolutionary change... The horse is often cited as the only fully worked-out example. But the fact is that the line from Eohippus to Equus is very erratic. It is alleged to show a continual increase in size, but the truth is that some variants were smaller than Eohippus,not larger. Specimens from different sources can be brought together in a convincing-looking sequence, but there is no evidence that they were actually ranged in this order in time.5
All these facts are strong evidence that the charts of horse evolution, which are presented as one of the most solid pieces of evidence for Darwinism, are nothing but fantastic and implausible tales.
1 Boyce Rensberger, Houston Chronicle, November 5, 1980, p.15
2 Harper's Magazine, February, 1985, s. 60
3 Francis Hitching, The Neck of the Giraffe: Where Darwin Went Wrong, New York: Ticknor and Fields, 1982, ss. 30-31.
4 Francis Hitching, The Neck of the Giraffe, ss. 30-31.
5 Gordon Rattray Taylor, The Great Evolution Mystery, London: Sphere Books, 1984, s. 230
Hiç yorum yok:
Yorum Gönder