Kapitel 3: Fiktive evolutionsmekanismerd Den neodarwinistiske model, som vi vil se som den almene evolutionsteori i dag, påstår, at livet er udviklet gennem to naturlige mekanismer: ” naturlig selektion” og ”mutation”. Teorien hævder dybest set, at naturlig selektion og mutation er to komplementære mekanismer. Oprindelsen for evolutionære ændringer ligger i tilfældige mutationer, som finder sted i levende væsners genetiske struktur. Trækkene dannet ved mutation udvælges af den naturlige selektions mekanisme, og på denne måde udvikler levende ting sig. Når vi kigger nærmere på denne teori finder vi ud af, at der ikke findes en sådan evolutionær mekanisme. Hverken naturlig selektion eller mutationer gør noget bidrag overhovedet til omdannelsen af forskellige arter til hinanden, og påstanden, at de gør det, er helt ubegrundet. Naturlig selektion Som en proces i naturen var naturlig selektion kendt for biologer før Darwin, som definerede det som en ”mekanisme, som beholder arter uforanderlige uden at blive ødelagt”. Darwin var den første til at fremsige påstanden om, at denne proces havde evolutionær kraft og rejste så hele sin teori på grundlaget af denne påstand. Navnet han gav til sin bog indikerer, at naturlig selektion var basis for Darwins teori: The Origin of Species, by means of Natural Selection... Men siden Darwins tid har der ikke været en eneste tråd af bevis fremsat for at vise, at naturlig selektion får levende ting til at udvikle sig. Colin Patterson, den øverste palæontolog på the British Museum of Natural History i London og en bredt kendt evolutionist, understreger, at naturlig selektion aldrig er blevet observeret til at have evnen til at få ting til at udvikle sig: Ingen har nogensinde produceret en art med naturlige selektions mekanismer. Ingen er nogensinde kommet tæt på, og de fleste af de nuværende argumenter mod neodarwinisme går på dette spørgsmål.15 Naturlig selektion vedholder, at de levende ting, der er bedst tilpasset til de naturlige forhold i deres habitat, vil sejre ved at få afkom, der vil overleve, hvor imod de, som er uegnede, vil forsvinde. For eksempel i en hjorte flok under trussel af vilde dyr vil de, der kan løbe hurtigst, naturligvis overleve. Dette er sandt. Men uanset hvor længe denne proces fortsætter, vil det ikke lave de hjorte om til en anden levende art. Hjorten vil altid forblive hjort. Når vi ser på de få tilfælde, evolutionister har fremsat som observerede eksempler på naturlig selektion, ser vi, at disse ikke er andet end et simpelt forsøg på at snyde. "Industriel Melanisme" I 1986 udgav Douglas Futuyma en bog, The Biology of Evolution, som er accepteret som en af de kilder, der forklarer evolutionsteorien ved naturlig selektion på den mest udtrykkelige måde. Det mest kendte af disse eksempler på emnet handler om farven på møl befolkningen, som så ud til at mørknes under den industrielle revolution i England. Det kan lade sig gøre at finde historien om den industrielle melanisme i næsten alle evolutionist biologi bøger, ikke bare i Futuyamas bog. Historien er baseret på en serie eksperimenter udført af den britiske fysiker og biolog Bernard Kettlewell i 1950’erne og kan opsummeres på følgende måde: Industrial Melanism is certainly not an evidence for evolution because the process did not produce any new species of moths. The selection was only among already existing varieties. Moreover, the classical story of melanism is deceptive. The textbook pictures above (portrayed as genuine photos) are in fact of dead specimens glued or pinned to tree trunks by evolutionists. Ifølge opgørelsen var farven på barken omkring Manchester ganske lys ved udbruddet af den industrielle revolution i England. På grund af dette var mørk-farvede (melaniske) møl, der sad på de træer, lette at opdage for fuglene, der spiste dem, og derfor havde de meget lille chance for overlevelse. Halvtreds år senere i skovområder, hvor industriel forurening havde dræbt laverne, var træernes bark blevet mørkere, og nu blev de lyse møl mest jaget, fordi de var lettest at få øje på. Som resultat faldt andelen af lyse møl i forhold til mørke møl. Evolutionister anser dette som et stort bevis for deres teori. De søger tilflugt og trøst i at udstille deres fund, og vise hvordan lyse møl ”udviklede” sig til mørke møl. Men selv hvis vi går ud fra, at dette er korrekt, burde det være ganske klart, at det ikke kan blive brugt som bevis for evolutionsteorien, siden ingen ny form opstod, som ikke eksisterede før. Mørke møl havde eksisteret i møl befolkningen før den industrielle revolution. Kun det relative forhold mellem lyse og mørke varianter i befolkningen blev forandret. Møllene havde ikke fået et nyt træk eller organ, som ville skabe ”artsdannelse”. For at en møl art kunne blive til en anden levende art, en fugl for eksempel, ville nye tilføjelser skulle laves til dens gener. Det vil sige, et helt separat genetisk program ville skulle indlæses, så det inkluderede information om fuglens fysiske træk. Dette er svaret, der skal gives til den evolutionistiske historie om industriel melanisme. Men der er en mere interessant side til historien: ikke bare dens fortolkning men selve historien er forkert. Som molekylære biolog Jonathan Wells forklarer i sin bog Icons of Evolution, reflekterer historien om de spættede møl, som er inkluderet i enhver evolutionistisk biologi bog og derefter er blevet et ”ikon” på denne måde, ikke sandheden. Wells diskuterer i sin bog, hvordan Bernard Kettlewells eksperiment, som er kendt som det ”eksperimentelle bevis” for historien, faktisk er en videnskabelig skandale. Nogle grundlæggende elementer af denne skandale er: Mange eksperimenter udført efter Kettlewells afslørede, at kun en type af disse møl sad på træstammer, og alle andre typer foretrak at sidde under små, horisontale grene. Siden 1980 er det blevet tydeligt, at spættede møl ikke normalt sidder på træstammer. I 25 års feltarbejde konkluderede mange videnskabsmænd som Cyril Clarke, Rory Howlett, Michael Majerus, Tony Liebert og Paul Brakefield at møl “i Kettlewells eksperiment blev tvunget til at opføre sig atypisk, og derfor kunne test resultaterne ikke accepteres som videnskabelige.” Videnskabsmænd, som testede Kettlewells konklusion, kom frem med et endnu mere interessant resultat: selvom antallet af lyse møl ville forventes at være større i de mindre forurenede regioner af England, talte de mørke møl der fire gange så mange som de lyse. Dette betød, at der ikke var nogen sammenhæng mellem møl befolkningen og træstammerne, som påstået af Kettlewell og gentaget af næsten alle evolutionistiske kilder. Som researchen uddybedes, ændrede skandalen dimensioner: ”møllene på træstammerne” fotograferet af Kettlewell, var faktisk døde møl. Kettlewell brugte døde prøver limet eller hæftet fast på træstammer og fotograferede dem så. I virkeligheden var der næsten ingen mulighed for at tage sådan et billede, da de fleste møl ikke hvilede på træstammer men under bladene.16 Disse fakta blev først opdaget af det videnskabelige samfund i de sene 1990’ere. Kollapset af myten om industriel melanisme, som havde været et af de mest skattede emner i ”Introduktion til evolution” kurser på universiteter i årtier, skuffede evolutionister dybt. En af dem, Jerry Coyne, bemærkede: Min egen reaktion ligner den fortvivlelse, der kom, da jeg i en alder af seks opdagede, at det var min far og ikke julemanden, der bragte gaverne juleaften.17 Således blev “det mest kendte eksempel på naturlig selektion” forvist til historiens skraldebunke som en videnskabelig skandale, som var uundgåelig, fordi naturlig selektion ikke er en ”evolutionær mekanisme” i modsætning til, hvad evolutionister påstår.  Den er hverken i stand til at tilføje et nyt organ til en levende organisme, fjerne et eller forandre en organisme af en art til en anden art. Hvorfor naturlig selektion ikke kan forklare kompleksitet? Der er ikke noget, naturlig selektion bidrager med til evolutionsteorien, fordi mekanismen aldrig kan forøge eller forbedre en arts genetiske information. Den kan heller ikke lave en art om til en anden: en søstjerne til en fisk, en fisk til en frø, en frø til en krokodille, eller en krokodille til en fugl. Den største forsvarer af afbrudt ligevægt, Stephen Gay Gould, referer til dette dødvande for naturlig selektion som følgende:   Natural selection serves as a mechanism of eliminating weak individuals within a species. It is a conservative force which preserves the existing species from degeneration. Beyond that, it has no capability of transforming one species to another Essensen af darwinisme ligger i en enkelt sætning: naturlig selektion er den kreative kraft i evolutionær forandring. Ingen benægter, at selektion vil spille en negativ rolle ved at eliminere de svage. Darwinistiske teorier kræver, at den også skaber de egnede.18 En anden af de misledende metoder, som evolutionister bruger på spørgsmålet om naturlig selektion, er deres indsats for at præsentere denne mekanisme som bevidst. Men naturlig selektion har ingen bevidsthed. Den besidder ikke en vilje, som kan bestemme, hvad der er godt og skidt for levende ting. Som resultat kan man ikke forklare biologiske systemer og organer, der besidder egenskaben ”irreducibel kompleksitet” med naturlig selektion. Disse systemer og organer er sammensat af et stort antal dele, der arbejder sammen, og som ikke er til nogen brug, hvis bare en af disse dele mangler eller er defekte. (For eksempel fungerer det menneskelige øje ikke, med mindre det eksisterer med alle dets dele intakt). Derfor burde viljen, der bringer alle disse parter sammen, være i stand til at forudse fremtiden og sigte direkte efter fordelene, som fås på det sidste niveau. Siden naturlig selektion ikke har en bevidsthed eller vilje, kan den ikke gøre det. Dette faktum, som ødelægger fundamentet for evolutionsteorien, bekymrede også Darwin, som skrev: ”Hvis det kunne demonstreres at noget komplekst organ eksisterede, som ikke kunne være blevet skabt af talrige, efterfølgende, små modifikationer, ville min teori fuldstændige falde sammen.”.19 Gennem naturlig selektion bliver kun de vansirede, svage eller uegnede individer af en art valgt ud. Nye arter, ny genetisk information eller nye organer kan ikke produceres. Det vil sige, levende ting kan ikke udvikle sig gennem naturlig selektion. Darwin accepterede denne realitet ved at sige: ”naturlig selektion kan ikke gøre noget, indtil gunstige variationer tilfældigvis forekommer”.20Dette er hvorfor neodarwinisme har måttet ophøje mutationer ved af siden naturlig selektion som ”grunden til fordelagtige forandringer”. Men som vi skal se, kan mutationer kun være ”grunden til skadelige forandringer”. Mutationer Mutations add no new information to an organism's DNA: As a result of mutations, the particles making up the genetic information are either torn from their places, destroyed, or carried off to different places. Mutations cannot make a living thing acquire a new organ or a new trait. They only cause abnormalities like a leg sticking out of the back, or an ear from the abdomen. Mutationer er defineret som huller eller udskiftninger, der finder sted i DNA molekylet, som findes i cellekernen i en levende organisme, og som indeholder al genetisk information. Disse huller eller udskiftninger er resultatet af ydre effekter som radiation eller kemisk handling. Hver mutation er en ”ulykke” og skader enten nukleotiderne, der danner DNA, eller ændrer dets placering. For det meste forårsager de så meget skade og modifikation, at cellen ikke kan reparere det. Mutation, som evolutionister ofte gemmer sig bag, er ikke en tryllestav, der laver levende organismer om til en mere avanceret og perfekt form. Den direkte effekt af mutation er skadelig. De forandringer, der skabes af mutationer, kan kun være som de oplevet af folk i Hiroshima, Nagasaki og Tjernobyl: det vil sige død, handicap og sygdom… Grunden til dette er meget simpel: DNA har en meget kompleks struktur, og tilfældige effekter kan kun skade organismen. B. G. Ranganathan erklærer: For det første er ægte mutationer meget sjældne i naturen. For det andet er de fleste mutationer skadelige, fordi de er tilfældige hellere end velordnede forandringer i genernes struktur: enhver tilfældig forandring i et velordret system vil være negativ, ikke positiv. For eksempel hvis et jordskælv rystede en velordret struktur som en bygning, ville der være en tilfældig forandring i bygningens ramme, som - efter al sandsynlighed - ikke ville være en forbedring.21 Ikke overraskende er ingen brugbar mutation blevet observeret indtil videre. Alle mutationer har vist sig at være skadelige. Den evolutionære videnskabsmand Warren Weaver kommenterede på rapporten lavet af the Committee on Genetic Effects of Atomic Radiation, som var blevet lavet for at undersøge mutationer, som måske er blevet forårsaget af atomvåben brug i anden verdenskrig: Mange vil blive forvirrede over erklæringen, at praktisk talt alle kendte muterede gener er skadelige. For mutationer er en nødvendig del af evolutionsprocessen. Hvordan kan en god effekt - udvikling til højere former for liv - resultere fra mutationer, hvor praktisk talt alle er skadelige?22 Enhver indsats for at ”generere en brugbar mutation” er mislykkedes. I årtier udførte evolutionister mange eksperimenter for at producere mutationer i frugt fluer, da disse insekter reproducerer sig meget hurtigt, så mutationer ville vise sig hurtigt. Generation efter generation af disse fluer blev muteret, og alligevel blev ingen brugbar mutation nogensinde observeret. Den evolutionistiske genetiker Gordon Taylor skriver således: Det er et slående men ikke ofte nævnt faktum, at selvom genetikere har avlet frugt fluer i tres år eller mere i laboratorier over hele verden - fluer, der producerer en ny generation hver ellevte dag - har de aldrig set fremkomsten af en ny art eller endda et nyt enzym.23 En anden forsker, Michael Pitman, kommenterer på fiaskoen af eksperimenter ne udført på frugt fluer: ALL MUTATIONS ARE HARMFUL Left: A normal fruit fly (drosophila). Right: A fruit fly with its legs jutting from its head; a mutation induced by radiation. Morgan, Goldschmidt, Muller og andre genetikere har udsat generationer af frugt fluer for ekstreme forhold af varme, kulde, lys, mørke og behandling med kemikalier og radiation. Alle slags mutationer, praktisk talt alle trivielle eller positivt skadelige, er blevet produceret. Menneskeskabt evolution? Ikke rigtig: få af genetikernes monstre kunne have overlevet udenfor de flasker, de blev avlet i. I praksis dør mutanter, er sterile eller har tendens til at vende tilbage til vildtype.24 A disastrous effect of mutations on the human body. (right)The boy at left is a Chernobyl nuclear plant accident victim. Det samme passer for mennesket. Alle mutationer, der er blevet observeret i mennesker har haft skadelige resultater. Når det gælder dette spørgsmål, kaster evolutionister et røgslør op og prøver at hverve eksempler på selv meget skadelig mutationer som ”bevis for evolution”.  Alle mutationer, der finder sted i mennesker resulterer i fysiske deformiteter, skrøbeligheder som mongolisme, Downs Syndrom, albinisme, dværgvækst eller kræft. Disse mutationer præsenteres i evolutionistiske fagbøger som ”den evolutionære mekanisme i arbejde”. Unødvendigt at sige, at en proces, der efterlader folk handicappede eller syge, ikke kan være ”en evolutionær mekanisme” - evolution forventes at producerer former, der er bedre egnet til at overleve. For at opsummere er der tre hovedgrunde til, hvorfor mutationer ikke kan presses ind og bruges til at støtte evolutionistiske påstande: 1) den direkte effekt af mutationer er skadelig: Siden de forekommer tilfældigt, skader de næsten altid den levende organisme, der udsættes for dem. Fornuft fortæller os, at ubevidst indgriben i en perfekt og kompleks struktur ikke vil forbedre den struktur men hellere forringe den. Faktisk er ingen ”brugbar mutation” nogen sinde blevet set. 2) mutationer tilføjer ingen ny information til en organismes DNA: som et resultat af mutationer, rives partiklerne, der danner den genetiske information, enten fra deres pladser, bliver ødelagt eller bragt til andre steder. Mutationer kan ikke få levende ting til at få et nyt organ eller et nyt træk. De skaber kun anormaliteter som et ben, der stikker ud af ryggen eller et øre fra maven. 3) For at en mutation skal overføres til den følgende generation, skal den have fundet sted i de reproduktive celler i organismen: en tilfældig forandring, der sker i en celle eller et organ i kroppen, kan ikke overføres til den næste generation. For eksempel vil et øje, der ændres på grund af effekterne fra radiation, ikke blive ført videre til følgende generationer. Det er umuligt, at levende væsner har udviklet sig, fordi der ikke eksisterer en mekanisme i naturen, der kan forårsage evolution. Endvidere stemmer denne konklusion overens med beviserne fra den fossile optegnelse, som ikke viser eksistensen af en evolutionsproces men hellere bare det modsatte.

Kapitel 4: Fossiler afviser evolution

Ifølge evolutionsteorien er alle levende arter opstået fra en forgænger. En art, der tidligere eksisterede, blev omdannet til noget andet med tiden, og alle arter er kommet til på denne måde. Ifølge teorien fortsætter denne transformation gradvist over millioner af år.

Hvis dette var tilfældet, skulle utallige mellemliggende arter have levet under den enorme tidsperiode, hvor disse transformationer angiveligt foregik. For eksempel skulle der i fortiden have levet nogle halv-fisk/halv-reptil væsner, som havde erhvervet nogle reptil træk oveni de fisketræk, de allerede havde. Eller der skulle have eksisteret nogle reptil/fugle væsner, som havde erhvervet nogle fugletræk oveni de reptiltræk, de allerede havde. Evolutionister refererer til disse opdigtede væsner, som de tror, har levet i fortiden, som ”overgangsformer”.

Hvis sådanne dyr virkelig havde eksisteret, ville der have været millioner, endda milliarder, af dem. Vigtigere endnu ville resterne af disse væsner findes i de fossile optegnelser. Antallet af disse overgangsformer skulle have været endnu større end antallet af nuværende dyrearter, og deres rester skulle findes over hele verden. I The Origin of Species accepterede Darwin dette faktum og forklarede:

Hvis min teori er sand, må talløse mellemliggende varianter, der kæder alle arterne af samme gruppe tæt sammen, helt sikkert have eksisteret… Dermed kan bevis for deres tidligere eksistens kun findes blandt fossile rester.25

Selv Darwin var klar over fraværet af sådanne overgangsformer. Han håbede, de ville blive fundet i fremtiden. På trods af hans optimisme gik det op for ham, at disse manglende mellemliggende former var den største hindring til hans teori. Det er derfor, han skrev det følgende kapitel i The Origin of Speciesmed titlen ”Vanskeligheder ved teorien”:

… Hvorfor, hvis arter nedstammer fra andre arter med utrolig fine overgange, ser vi ikke overalt utallige overgangsforme? Hvorfor er alt i naturen ikke i forvirring i stedet for, at væsnerne, som vi ser dem, er veldefinerede? … men, da der ifølge denne teori må have eksisteret utallige overgangsformer, hvorfor finder vi ikke et utal af dem indlejret i jordens skorpe? … Hvorfor så er enhver geologisk formation og ethvert lag ikke fyldt med sådanne mellemliggende led? Geologi afslører bestemt ikke nogen sådan fint graduerede organisk kæde; og måske er dette den mest tydelige og alvorlige indvending, der kan presses imod min teori.26

Den eneste forklaring, Darwin kunne komme på for at modsvare denne indvending, var argumentet, at den fossile optegnelse fundet indtil videre, var utilstrækkelig. Darwin påstod, at når den fossile optegnelse var blevet studeret i detaljer, ville de manglende links blive fundet.

Med tro på Darwins profeti har evolutionære palæontologer gravet fossiler op og ledt efter manglende led over hele verden siden midten af det 19. århundrede. På trods af, at de gjorde deres bedste, er ingen overgangsformer endnu blevet fundet. Alle fossiler gravet op under udgravninger har i strid med evolutionisters tro vist, at livet opstod på jorden pludseligt og fuldt udviklet. Ved at forsøge at bevise deres teori har evolutionister i stedet uforvarende fået den til at kollapse.

En kendt britisk palæontolog, Derek V. Ager, indrømmer dette faktum, selvom han er en evolutionist:

Pointen fremgår, at hvis vi undersøger den fossile optegnelse i detalje, om end på niveauet af orden eller af arter, finder vi igen og igen ikke gradvis evolution men den pludselige eksplosion av en gruppe på bekostning af en anden.27

Living Fossils

Fossils are proof that evolution never happened. As the fossil record shows, living things came into being in a single moment, with all the characteristics they possess and never altered in the least for so long as the species survived. Fish have always existed as fish, insects as insects and reptiles as reptiles. There is no scientific validity to the claim that species develop gradually. Almighty Allah created all living things.

HERRING

SEA URCHIN

SEQUOIA LEAF

VEEVIL

JUVENILE RABBIT

SUN FISH

An anden evolutionistisk palæontolog Mark Czamecki kommenterer som følgende:

Et stort problem ved at bevise teorien har været den fossile optegnelse: aftrykkene fra forsvundne arter bibeholdt i Jordens geologiske formationer. Denne optegnelse har aldrig afsløret spor af Darwins hypotetiske mellemliggende variationer - i stedet forekommer og forsvinder arter brat, og denne anormalitet har givet næring til det kreationistiske argument, at hver art blev skabt af Gud.28

Disse huller i den fossile optegnelse kan ikke forklares ved at sige, at tilstrækkelige fossiler ikke endnu er blevet fundet, men at de en dag vil blive. En anden amerikansk lærd, Robert Wesson, erklærer i sin 1991 bog Beyond Natural Selection, at ”hullerne i den fossile optegnelse er ægte og meningsfyldte”. Han uddyber denne påstand på denne måde:

Hullerne i optegnelsen er dog rigtige. Fraværet af en forekomst af enhver vigtig forgrening er ganske fænomenal. Arter er normal statiske - eller næsten - i lange perioder, arter sjældne og slægter viser aldrig udvikling til nye arter eller slægter men erstatter hinanden, og forandring er mere eller mindre pludselig.29

Liv opstod pludseligt og i komplekse former på jorden

 Når terrestriske lag og den fossile optegnelse undersøges, kan det ses, at alle levende organismer opstod samtidig. Jordens ældste stratum, som fossiler af levende væsner er blevet fundet i, er det fra Kambrium, som har en estimeret alder af 500-550 millioner år.

De levende væsner fundet i stratummet, der hører til Kambrium perioden, opstod lige pludselig i de fossile optegnelser - der er ingen tidligere eksisterende forfædre. Fossilerne fundet i Kambrium sten hører til snegle, trilobitter, svampedyr, regnorme, vandmænd, søpindsvin og andre komplekse hvirvelløse dyr. Denne brede mosaik af levende organismer dannet af sådan et stort antal komplekse væsner opstod så pludseligt, at denne mirakuløse begivenhed kaldes den ”Kambriske eksplosion” i geologisk litteratur.

De fleste af væsnerne i dette lag har komplekse systemer og avancerede strukturer såsom øjne, gæller, og kredsløb præcis som dem i nutidens eksemplarer. For eksempel er den kæmmede struktur i trilobitternes øjne med dobbelt linse et skabelsesvidunder. David Raup, en professor i geologi på Harvard, Rochester og Chicago universiteterne, siger: ”trilobitterne brugte for 450 millioner år siden et optimalt design, som det ville kræve trænede og fantasifulde optiske ingeniører at udvikle i dag.” 30

THE MIRACLE OF CREATION THAT CONFOUNDS EVOLUTION

The trilobites that appeared in the Cambrian period all of a sudden have an extremely complex eye structure. Consisting of millions of honeycomb-shaped tiny particles and a double-lens system, this eye "has an optimal design which would require a well-trained and imaginative optical engineer to develop today" in the words of David Raup, a professor of geology. This eye emerged 530 million years ago in a perfect state. No doubt, the sudden appearance of such a wondrous structure cannot be explained by evolution and it proves the actuality of creation. Moreover, the honeycomb eye structure of the trilobite has survived to our own day without a single change. Some insects such as bees and dragon flies have the same eye structure as did the trilobite.* This situation disproves the evolutionary thesis that living things evolved progressively from the primitive to the complex.

 (*) R.L.Gregory, Eye and Brain: The Physiology of Seeing, Oxford University Press, 1995, p.31

Disse komplekse hvirvelløse dyr opstod pludseligt og fuldstændig uden at have noget link eller nogen overgangsform mellem dem og de encellede organismer, der var den eneste livsform på jorden før dem.

Richard Monastersky, en videnskabs journalist ved Science News, en af de populære udgivelser af evolutionær litteratur, erklærer det følgende om den ”Kambriske eksplosion”, som er en dødsfælde for den evolutionære teori:

For en halv milliard år siden kom de komplekse former for dyr, vi ser i dag, pludselig til. Dette øjeblik, lige ved staren af jordens Kambriske periode for omkring 550 millioner år siden, markerer den evolutionære eksplosion, der fyldte havene med jordens første komplekse skabelser. …Dagens store dyre slægter var til allerede i det tidlige Kambrium. …og de var så forskellige fra hinanden, som de er i dag.31

Dybdegående undersøgelser om den Kambriske eksplosion viser, hvilket stort dilemma, det skaber for evolutionsteorien. Nylige fund indikerer, at næsten alle slægter, den mest grundlæggende dyre opdeling, opstod pludseligt i den Kambriske periode. En artikel udgivet i Science magazine i 2001 skriver: ”Begyndelsen af den Kambriske periode for ca. 545 millioner år siden så den pludselige forekomst i den fossile optegnelse af næsten alle hovedtyperne af dyr (slægter), der stadig dominerer biota i dag.” 30 Den samme artikel bemærker, at for at så komplekse og distinkte levende grupper skal forklares ifølge evolutionsteorien, skulle meget næringsrige fossile havbunde være fundet, der viser en gradvis udviklingsproces, men dette har ikke endnu vist sig muligt:

Denne differentierede evolution og spredning må også have krævet en foregående historie om gruppen, som der ikke er nogen fossil optegnelse for.32

Hvordan jorden kom til at flyde over med sådan et stort antal dyrearter lige pludselig, og hvordan disse distinkte typer af arter med ingen fælles forfædre kunne have opstået, er et spørgsmål, der forbliver ubesvaret af evolutionister. Oxford University zoolog Richard Dawkins, en af de forreste fortalere for evolutionistisk tankegang i verden, kommenterer på denne realitet, som underminerer selve grundlaget for alle argumenter, han har forsvaret:

For eksempel the Kambriske stratum af sten… er det ældste, som vi finder de fleste af de store hvirvelløse dyre grupper i. Og vi finder mange af dem allerede i et avanceret stadie af evolution allerførste gang, de forekommer. Det er som om, de bare blev plantet der uden nogen evolutionær historie.33

INTERESTING SPINES One of the creatures that suddenly emerged in the Cambrian Age is Hallucigenia (above, left). This and many other Cambrian fossils have hard, sharp spines to protect them from attack. One thing that evolutionists cannot account for is how these creatures should have such an effective defense system when there were no predators around. The lack of predators makes it impossible to explain these spines in terms of natural selection.

Som Dawkins er tvunget til at anerkende, er den Kambriske eksplosion et stærkt bevis for skabelse, fordi skabelse er den eneste måde at forklare den fuldtudviklede fremkomst af liv på jorden. Douglas Futuyma, en prominent evolutionistisk biolog, indrømmer faktummet: ”Organismer kom enten til på jorden fuldtudviklede eller ej. Hvis de ikke gjorde, må de have udviklet sig fra præeksisterende arter ved en proces af modifikation. Hvis de kom til på et fuldt udviklet stadie, må de altså være blevet skabt af en almægtig intelligens.”34

Darwin selv anerkendte muligheden for dette, da han skrev: ”hvis adskillige arter, der hører til den samme slægt eller familie, virkelig begyndte at leve på en gang, ville faktummet være fatalt for teorien om herkomst med langsom modifikation gennem naturlig selektion35Den Kambriske periode er hverken mere eller mindre end Darwins ”fatale slag“. Det er derfor, svenske evolutionære palæantropolog Stefan Bengstom, som indrømmer manglen på overgangs led, giver den følgende kommentar, mens han beskriver den Kambriske periode: ”Forbløffende (og pinligt) for Darwin, blænder denne begivenhed os stadig.”.36

Tydeligvis indikerer den fossile optegnelse, at levende ting ikke udviklede sig fra primitive til avancerede former men i stedet opstod lige pludseligt og i et perfekt stadie. Kort sagt kom levende ting ikke til ved evolution, de blev skabt.

Molekylær sammenligning forstørrer evolutionens Kambrium dødvande

Et andet faktum, der sætter evolutionister i et dybt dilemma om den Kambriske eksplosion, er sammenligningen mellem forskellige levende taksa. Resultatet af disse sammenligninger afslører, at taksa opfattet som ”tætte slægtninge” af evolutionister indtil for nylig er genetisk meget forskellige, hvilket sætter den ”mellemliggende form” hypotese, som kun eksisterer teoretisk, i et endnu større dilemma. En artikel udgivet i the Proceedings of the National Academy of Sciences i 2000 fortæller, at DNA analyser har flyttet taksa, som i fortiden plejede at blive set som ”mellemliggende former”:

DNA sekvens analyse dikterer en ny fortolkning af fylogenetiske træer. Taksa, der engang blev anset for at repræsentere efterfølgende grader af kompleksitet ved basen af livets stamtræ bliver flyttet til en meget højere position på træet. Disse efterlader ingen evolutionære ”mellemliggende” og tvinger os til at genoverveje oprindelsen af bilateria kompleksitet…37

I samme artikel bemærker evolutionistiske skribenter, at nogle taksa, der blev set som ”mellemliggende” mellem grupper som svampedyr, polypdyr og ribbegopler ikke længere kan opfattes sådan på grund af nye genetiske fund, og fordi de har ”mistet håbet” for at konstruere sådanne evolutionære stamtræer:

Den nye molekylært baserede fylogeni har flere vigtige virkninger. Den vigtigste blandt dem er forsvindingen af ”mellemliggende” taksa mellem svampedyr, polypdyr, ribbegopler og den sidste fælles forfader for bilateriaer eller ”Urbilateria.” …En konsekvens er, at vi har store huller i stammen, der fører til Urbilateria. Vi har mistet håbet, der var så normalt i ældre evolutionær fornuft, om at rekonstruere morfologien af en ”cølomata forfader” gennem et scenarie, der involvere efterfølgende grader af stigende kompleksitet baseret på anatomien i bevarede ”primitive” slægter. 38

Kapitel 5: Fortællingen om overgangen fra vand til land

Evolutionister antager, at de hvirvelløse dyr i havet, der findes i Kambriske stratum, på en eller anden vis udvikledes til fisk over ti millioner af år. Men ligesom de Kambriske hvirvelløse dyr ikke har nogle forfædre, er der ingen overgangsformer, der indikerer, at en evolution foregik mellem disse hvirvelløse dyr og fisk. Det må bemærkes, at hvirvelløse dyr og fisk har enorme strukturelle forskelle. Hvirvelløse dyr har deres hårde væv uden på kroppen, hvor fisk er hvirveldyr, der har deres på indersiden. Sådan en enorm ”evolution” ville have taget milliarder af skridt for at færdiggøres, og der skulle være milliarder af overgangsforme, der viser dem.

According to the hypothetical scenario of "from sea to land", some fish felt the need to pass from sea to land because of feeding problems. This claim is "supported" by such speculative drawings. 410-million-year-old coelacanth fossil. Evolutionists claimed that it was the transitional form representing the transition from water to land.

Evolutionister har gravet efter fossile strata i omkring 140 år og ledt efter disse hypotetiske former. De har fundet millioner af hvirvelløse fossiler og millioner af fiskefossiler; men stadig har ingen nogensinde fundet en, der er en mellemting mellem dem.

En evolutionær palæontolog, Gerald T. Todd, indrømmer et lignende faktum i en artikel med titlen ”Evolution of the Lung and the Origin of Bony Fishes”:

Alle tre undergrupper af benede fisk optræder først i den fossile optegnelse på ca. den samme tid. De er allerede meget forskellige morfologisk og er tungt pansret. Hvordan opstod de? Hvad tillod dem at adskille sig så meget? Hvordan kom de alle til at have tung pansring? Og hvorfor er der intet spor af tidligere, mellemliggende former?39

Det evolutionære scenarie går et skridt videre og hævder, at fisk, som udviklede sig fra hvirvelløse dyr, så omdannedes til padder. Men dette scenarie mangler også bevis. Der er ikke engang et eneste fossil, der bekræfter, at et halv fisk/halv padde væsen nogensinde har eksisteret.

AN EXAMPLE INVALIDATING EVOLUTION TURTLES

Just as the evolutionary theory cannot explain basic classes of living things such as fish and reptiles, neither can it explain the origin of the orders within these classes. For example, turtles, which is a reptilian order, appear in the fossil record all of a sudden with their unique shells. To quote from an evolutionary source: “this highly successful order is obscured by the lack of early fossils, although turtles leave more and better fossil remains than do other vertebrates. … Intermediates between turtles and cotylosaurs, … reptiles from which turtles [supposedly] sprang, are entirely lacking.” (Encyclopaedia Britannica Online, “Turtle”)

Robert L. Carroll, en evolutionær palæontolog og autoritet i hvirveldyrs palæontologi, er forpligtet til at acceptere dette. Han har skrevet i sit klassiske værk, Vertebrate Paleontology and Evolution, at ”de tidlige reptiler var meget forskellige fra padder, og deres forfædre er ikke blevet fundet endnu. I sin nyere bog, Patterns and Processes of Vertebrate Evolution, udgivet i 1997, indrømmer han at ”vi har ingen mellemliggende fossiler mellem Rhipidistia fisk og tidlige amfibier.”40To evolutionistiske palæontologer, Colbert og Morales, kommenterer på de tre grundlæggende klasser af padder - frøer, salamandere og caecilians:

Der er intet bevis for nogle palæozoiske amfibier, der kombinerer karakteristikkerne, som ville forventes i en enkelt fælles forfader. De ældste kendte frøer, salamandere og caecilians er meget lig deres levende efterkommere.41

Indtil for omkring halvtreds år siden troede evolutionister at sådanne væsner faktisk eksisterede. Denne fisk, kaldet en coelacanth, som var estimeret til at være 410 millioner år gammel, blev fremsat som en overgangsform med en primitiv lunge, en udviklet hjerne, et fordøjelsessystem og kredsløb klar til at fungere på land, og endda en primitiv gangmekanisme. Disse anatomiske fortolkninger blev accepteret som ubestridt sandhed i videnskabelige cirkler indtil slutningen af 1930erne. Coelacanthen blev præsenteret som en ægte overgangsform, der beviste den evolutionære overgang fra vand til land.

Men 22. december, 1938, blev en meget interessant opdagelse gjort i det Indiske ocean. Et levende medlem af coelacanth familien, tidligere præsenteret som en overgangsform, der var uddødt for halvfjerds millioner år siden, blev fanget! Opdagelsen af en ”levende” prototype af coelacanthen gav uden tvivl evolutionister et alvorligt chok. Den evolutionære palæontolog J.L.B Smith sagde at ”Hvis jeg havde mødt en dinosaur på gaden, ville jeg ikke være blevet mere forbløffet”.42I årene efter blev 200 coelacanther fanget mange forskellige gange på forskellige steder i verden.

Levende coelacanther afslørede, hvor langt evolutionister kunne gå, når de opfandt deres opdigtede scenarier. I modsætning til påstanden havde coelacanther hverken en primitiv lunge eller stor hjerne. Organet, som evolutionære forskere havde foreslået som en primitiv lunge, viste sig at være intet andet end en fedtpose.43Endvidere var coelacanthen, som blev introduceret som ”en reptil kandidat, der forberedte sig på at gå fra hav til land” i virkeligheden en fisk, der levede i havenes dyb og aldrig kom nærmere end 180 meter fra overfladen.44

Why Transition From Water to Land is Impossible?

Evolutionists claim that one day, a species dwelling in water somehow stepped onto land and was transformed into a land-dwelling species.

There are a number of obvious facts that render such a transition impossible:

1. Weight-bearing:

Sea-dwelling creatures have no problem in bearing their own weight in the sea.

However, most land-dwelling creatures consume 40% of their energy just in carrying their bodies around. Creatures making the transition from water to land would at the same time have had to develop new muscular and skeletal systems (!) to meet this energy need, and this could not have come about by chance mutations.

2. Heat Retention:

On land, the temperature can change quickly, and fluctuates over a wide range. Land-dwelling creatures possess a physical mechanism that can withstand such great temperature changes. However, in the sea, the temperature changes slowly and within a narrower range. A living organism with a body system regulated according to the constant temperature of the sea would need to acquire a protective system to ensure minimum harm from the temperature changes on land. It is preposterous to claim that fish acquired such a system by random mutations as soon as they stepped onto land.

3. Water:

Essential to metabolism, water needs to be used economically due to its relative scarcity on land. For instance,, the skin has to be able to permit a certain amount of water loss, while also preventing excessive evaporation. That is why land-dwelling creatures experience thirst, something that sea-dwelling creatures do not. For this reason, the skin of sea-dwelling animals is not suitable for a nonaquatic habitat.

4. Kidneys:

Sea-dwelling organisms discharge waste materials, especially ammonia, by means of their aquatic environment. On land, water has to be used economically. This is why these living beings have a kidney system. Thanks to the kidneys, ammonia is stored by being converted into urea and the minimum amount of water is used during its excretion. In addition, new systems are needed to provide the kidney's functioning. In short, in order for the passage from water to land to have occurred, living things without a kidney would have had to develop a kidney system all at once.

5. Respiratory system:

Fish "breathe" by taking in oxygen dissolved in water that they pass through their gills. They canot live more than a few minutes out of water. In order to survive on land, they would have to acquire a perfect lung system all of a sudden.

It is most certainly impossible that all these dramatic physiological changes could have happened in the same organism at the same time, and all by chance.

Kapitel 6: Den opdigtede evolution af fugle og pattedyr

Kuşlara Özel Akciğer

 

The anatomy of birds is very different from that of reptiles, their supposed ancestors. Bird lungs function in a totally different way from those of land-dwelling animals. Land-dwelling animals breathe in and out from the same air vessel. In birds, while the air enters into the lung from the front, it goes out from the back. Allah created this distinct system specially for birds, which need great amounts of oxygen during flight. It is impossible for such a structure to evolve from the reptile lung.

Ifølge evolutionsteorien opstod og udvikledes liv i havet og blev så transporteret på land af amfibier. Dette evolutionære scenarie foreslår også, at amfibier udviklede sig til reptiler, væsner der kun lever på land. Dette scenarie er igen usandsynligt på grund af de enorme strukturelle forskelle mellem disse to klasser af dyr.

For eksempel skabes det amfibiske æg til udvikling i vand, hvor det amniotiske æg er skabt til at udvikles på land. En ”skridt efter skridt” evolution af amfibier er ude af billedet, fordi uden et perfekt og fuldtudviklet æg er det ikke muligt for en art at overleve. Ud over dette er der som sædvanlig intet bevis for en overgangsform, der skulle linke amfibier sammen med reptiler. Evolutionære palæontologer og en autoritet i hvirveldyr palæontologi, Robert L. Carroll må acceptere, at ”de tidlige reptiler var meget forskellige fra amfibier, og at deres forfædre ikke kunne findes endnu.” 45

Men evolutionisternes håbløst fortabte scenarier er ikke slut endnu. Der mangler stadig problemet om at få disse væsner til at flyve! Siden evolutionister tror, at fugle må have udviklet sig på en måde, hævder de, at de omdannede sig fra reptiler. Men ingen af fugles distinkte mekanismer, som har totalt forskellig struktur fra dyr på land, kan forklares af gradvis evolution. For det første er vingerne, som er fugles enestående træk, et stort dødvande for evolutionisterne. En af de tyrkiske evolutionister, Engin Korur, indrømmer umuligheden for evolutionen af vinger:

Det fælles træk for øjnene og vingerne er, at de kun kan fungere, hvis de er fuldt udviklede. Med andre ord kan et halvt udviklet øje ikke se; en fugl med halvformede vinger kan ikke flyve. Hvordan disse organer kom til, er forblevet et af naturens mysterier, som må opklares.46

Spørgsmålet om, hvordan vingers perfekte struktur kom til som et resultat af efterfølgende tilfældige mutationer, forbliver totalt ubesvaret. Der findes ingen måde at forklare, hvordan en reptils forreste arme kunne have forandret sig til perfekt fungerende vinger som et resultat af en forstyrrelse af generne (mutation).

Desuden er det ikke tilstrækkeligt at have vinger for, at et dyr på land kan flyve. Organismer på land mangler mange andre strukturelle mekanismer, som fugle bruger til at flyve. For eksempel er fugles knogler meget lettere end dem hos organismer på land. Deres lunger fungerer på en meget forskellig måde. De har et anderledes muskulært og skelet system og et meget specialiseret hjertekredsløb. Disse egenskaber er forudsætninger for at kunne flyve, der skal bruges mindst lige så meget som at have vinger. Alle disse mekanismer måtte eksistere på samme tid og fuldstændigt; de kunne ikke være blevet dannet gradvis ved at blive ”akkumuleret”. Dette er grunden til, at teorien, der påstår, at land organismer udviklede sig til flyvende organismer, er fuldstændig falsk.

Alle disse bringer endnu et spørgsmål frem: selv hvis vi antager, at denne umulige historie er sand, hvorfor er evolutionisterne så ikke i stand til at finde ”halv-vingede” eller ”enkelt-vingede” fossiler til at støtte deres historie?

Endnu en påstået overgangs form: Archaeopteryx

According to evolutionists, some small dinosaurs, such as Velociraptorsor Dromeosaurs, evolved by acquiring wings and then starting to fly. Thus, Archæopteryx is assumed to be a transitional form that branched off from its dinosaur ancestors and started to fly for the first time. This imaginary tale appears in almost all evolutionist publications.

Evolutionister kommer med navnet på et eneste væsen som svar. Dette er fossilet af en fugl kaldet Archaeopteryx, en af de mest kendte såkaldte overgangsforme blandt de meget få, evolutionister stadig forsvarer. Archaeopteryx, den såkaldte forfader til nutidens fugle ifølge evolutionister, levede for omkring 150 millioner år siden. Teorien vedholder, at nogle små dinosaurer som Velaciraptors eller Dromeosaurs, udvikledes ved at få vinger og så begynde at flyve. Altså er Archaeopteryx formodet at være en overgangsform, der afgrenedes fra dens dinosaur forfædre og begyndte at flyve for første gang.

Men de seneste studier af Archaeopteryx fossiler indikerer, at dette væsen absolut ikke er en overgangsform men en uddød fugleart, der har nogle uvigtige forskelle fra nutidens fugle.

Tesen, at Archaeopteryx var en ”halv-fugl”, der ikke kunne flyve perfekt, var populær i evolutionistiske cirkler indtil for ikke så længe siden. Fraværet af et sternum (brystben) i dette væsen blev opholdt som det vigtigste bevis for, at denne fugl ikke kunne flyve rigtigt. (Sternum er et ben fundet under brystkassen, hvor musklerne krævet for at flyve er fastsat. I vore dage observeres dette brystben i alle flyvende og ikke-flyvende fugle og endda i flagermus, et flyvende pattedyr, der hører til en helt anden familie.)

Men det syvende Archaeopteryx fossil, der blev fundet i 1992, skabte stor forbløffelse blandt evolutionister. Grunden var, at i dette nyligt opdagede fossil, blev brystbenet, som længe var formodet at mangle af evolutionister, opdaget at have eksisteret alligevel. Fossilet blev beskrevet i Nature magazine som følgende:

Det nylig opdagede syvende eksempel af Archaeopteryx bevarer et delvist, rektangulært brystben, længe mistænkt men aldrig før dokumenteret. Dette vidner om dens stærke flyvemuskler.47

Denne opdagelse ugyldiggør grundpillen i påstanden, at Archaeopteryx var en halv-fugl, der ikke kunne flyve rigtigt.

Endvidere blev strukturen af fugles fjer en af de vigtigste bevisstykker, der bekræftede, at Archaeopteryx var en flyvende fugl i ægte forstand. Den asymmetriske fjerstruktur i Archaeopteryx kan ikke skelnes fra de fugle, der lever i dag, og indikerer, at den kunne flyve helt perfekt. Som den eminente palæontolog Carl O. Dunbar erklærer: ”På grund af dens fjer [skal Archaeopteryx] tydeligvis klassificeres som en fugl.” 48

Et andet faktum, der blev afsløret af strukturen i Archaeopteryx’ fjer, var dens varmblodede stofskifte. Som det blev diskuteret ovenover, er reptiler og dinosaurer koldblodede dyr, hvis kropsvarme varierer med temperaturen af omgivelserne, hellere end at være homeostatisk reguleret. En meget vigtig funktion af fjerene på fuglene er vedligeholdelsen af en konstant kropstemperatur. Faktummet, at Archaeopteryx havde fjer, viste, at den var en rigtig, varmblodet fugl, der måtte regulere dens kropsvarme i modsætning til dinosaurer.

Bird Feathers: The Structure that Evolution Fails to Explain

The theory of evolution, which claims that birds evolved from reptiles, is unable to explain the huge differences between these two different living classes. In terms of such features as their skeleton structure, lung systems, and warm-blooded metabolism, birds are very different from reptiles. Another trait that poses an insurmountable gap between birds and reptiles is the feathers of birds which have a form entirely peculiar to them.

The bodies of reptiles are covered with scales, whereas the bodies of birds are covered with feathers. Since evolutionists consider reptiles the ancestor of birds, they are obliged to claim that bird feathers have evolved from reptile scales. However, there is no similarity between scales and feathers.

A professor of physiology and neurobiology from the University of Connecticut, A.H. Brush, accepts this reality although he is an evolutionist: "Every feature from gene structure and organization, to development, morphogenesis and tissue organization is different (in feathers and scales)."1 Moreover, Prof. Brush examines the protein structure of bird feathers and argues that it is "unique among vertebrates".2

There is no fossil evidence to prove that bird feathers evolved from reptile scales. On the contrary, "feathers appear suddenly in the fossil record, as an'undeniably unique' character distinguishing birds" as Prof. Brush states.3 Besides, in reptiles, no epidermal structure has yet been detected that provides an origin for bird feathers.4

In 1996, paleontologists made abuzz about fossils of a so-called feathered dinosaur, called Sinosauropteryx. However, in 1997, it was revealed that these fossils had nothing to do with birds and that they were not avian feathers.5

On the other hand, when we examine bird feathers closely, we come across a very complex structure that cannot be explained by any evolutionary process. The famous ornithologist Alan Feduccia states that "every feature of them has aerodynamic functions. They are extremely light, have the ability to lift up which increases in lower speeds, and may return to their previous position very easily". Then he continues, "I cannot really understand how an organ perfectly designed for flight may have emerged for another need at the beginning".6

The structure of feathers also compelled Charles Darwin to ponder them. Moreover, the perfect aesthetics of the peafowl's feathers had made him "sick" (his own words). In a letter he wrote to Asa Gray on April 3, 1860, he said "I remember well the time when the thought of the eye made me cold all over, but I have got over this stage of complaint..."And then continued: "...and now trifling particulars of structure often make me very uncomfortable. The sight of a feather in a peacock's tail, whenever I gaze at it, makes me sick!" 7

1 A. H. Brush, "On the Origin of Feathers", Journal of Evolutionary Biology, Vol. 9, 1996, s. 132.

2 A. H. Brush, "On the Origin of Feathers", s. 131.

3 A. H. Brush, "On the Origin of Feathers", s. 133.

4 A. H. Brush, "On the Origin of Feathers", s. 131.

5"Plucking the Feathered Dinosaur", Science, Cilt 278, 14 Kasım 1997, s. 1229.

6 Douglas Palmer, "Learning to Fly", (Review of The Origin of and Evolution of Birds by Alan Feduccia, Yale University Press, 1996), New Scientist, Cilt 153, 1 Mart 1997, s. 44.

7 Norman Macbeth, Darwin Retried: An Appeal to Reason. Boston: Gambit, 1971, s. 101.

Evolutionisters spekulationer: Archaeopteryxernes tænder og kløer

To vigtige pointer, evolutionære biologer hviler på, når de påstår, at Archaeopteryx var en overgangsform, er kløerne på dens vinger og dens tænder.

Archæopteryx exhibits the features of a full-fledged bird:

1. Its feathers show that it was a warm-blooded creature able to fly.

2.Its bones are hollow, like those of birds living today.

3.Its teeth represent no evidence that it evolved from reptiles. Many toothed bird species lived in the past.

4.There are bird species living today that possess similar claws on their wings.

5. The breastbone was observed in the seventh Archæopteryx fossil found recently. The presence of this bone shows that just like present-day birds, it possessed powerful flight muscles.

Det er sandt, at Archaeopteryx havde kløer på dens vinger og tænder i munden, men disse træk indebærer ikke, at væsnet havde noget som helst forhold til reptiler. Desuden har to fuglearter, der lever i dag, Turako og Hoatzin, kløer, der tillader dem at holde fast i grene. Disse væsner er fuldstændige fugle med ingen reptil karakteristikker. Derfor er det totalt ubegrundet at påstå, at Archaeopteryx er en overgangsform bare på grund af kløerne på dens vinger.

Tænderne i Archaeopteryx’ næb medfører heller ikke, at det er en overgangsform. Evolutionister laver et målrettet kneb ved at sige, at disse tænder er reptil karakteristikker, siden tænder ikke er en typisk egenskab ved reptiler. I dag har nogle reptiler tænder, mens andre ikke har. Endvidere erArchaeopteryx ikke den eneste fugleart med tænder. Det er sandt, at der ikke er nogle tandede fugle i eksistens i dag, men når vi ser på fossiler, kan vi se, at både på Archaeopteryx’ tid og efter, og endda indtil for ganske nylig, eksisterede en distinkt fugleslægt, der kunne kategoriseres som ”fugle med tænder”.

Den vigtigste pointe er, at tændernes struktur hos Archaeopteryx og andre fugle med tænder er total forskellig fra deres påståede forfædre, dinosaurerne. De velkendte ornitologer L. D. Martin, J. D. Stewart og K. N. Whetstone observerede, at Archaeopteryx og andre lignende fugle havde tænder med fladtoppede overflader og store rødder. Men Theropoda dinosaurerne, de påståede forfædre til disse fugle, havde fremstående tænder som save og med smalle rødder.49

Disse forskere sammenlignede også knoglerne i håndleddene på Archaeopteryx og deres påståede forfædre, dinosaurerne, og så ingen lighed mellem dem.50

Studier af anatomer som S. Taesitano, M. K. Hecht og A. D. Walker har afsløret, at nogle af de ligheder, John Ostrom og andre har set mellemArchaeopteryx og dinosaurerne, i virkeligheden var fejlfortolkninger.51

Alle disse fund indikerer, at Archaeopteryx ikke var et overgangslink men bare en fugl, der faldt ind i en kategori, der kan kaldes ”tandede fugle”.

Archaeopteryx og andre fuglefossiler

Mens evolutionister i årtier har proklameret Archaeopteryx som det største bevis for deres scenarie om fuglenes evolution, afkræfter nogle nylig fundne fossiler det scenarie i andre sammenhæng.

The bird named Confuciusornis is the same age as Archæopteryx.

Lianhai Hou og Zhonghe Zhou, to palæontologer ved the Chinese Institure of Vertebrate Paleontology, opdagede et nyt fuglefossil i 1995 og kaldte det Confuciusornis. Dette fossil er omkring samme alder som Archaeopteryx(omkring 140 millioner år) men har ingen tænder i munden. Oven i købet delte dens næb og fjer samme egenskaber som nutidens fugle. Confuciusornis har samme skelet struktur som nutidens fugle, men den har også kløer på vingerne ligesom Archaeopteryx. En anden struktur særlig for fugle kaldet ”pygostyl”, som støtter halefjerene, blev også fundet i Confuciusornis. Kort sagt ligner dette fossil - som har samme alder somArchaeopteryx, som tidligere blev anset som den tidligste fugl og accepteret som en halv-reptil - meget en fugl, der lever i dag. Dette faktum har afkræftet alle evolutionistiske teser, der påstår, at Archaeopteryx er den primitive forfader til alle fugle.52

Et andet fossil udgravet i Kina skabte endnu større forvirring. I november 1996 blev eksistensen af en 130 millioner år gammel fugl kaldet Liaoningornis offentliggjort i Science af L. Hou, L. D. Martin og Alan Feduccia.

Liaoningornis havde et brystben, som flyvemusklerne sad fast på, ligesom på nutidens fugle. Denne fugl kunne heller ikke skelnes fra nutidens fugle i andre henseender. Den eneste forskel var tænderne i dens mund. Dette viste, at fugle med tænder ikke besidder de primitive strukturer som påstået af evolutionister.53

Dette blev erklæret i en artikel i Discovery ”Hvorfra kom fuglene? Dette fossil tyder på, at det ikke var fra dinosaurer."54

Endnu et fossil, der afviste de evolutionistiske påstande om Archaeopteryx var Eoalulavis. Eoalulavis’ vingestruktur, som blev antaget at være omkring 25 til 30 millioner år yngre end Archaeopteryx, blev også set på nutidens langsomt flyvende fugle. Dette beviser, at for 120 millioner år siden var der fugle flyvende i luften, der i mange henseender ikke kunne skelnes fra nutidens fugle.55

Disse fakta indikerer igen med sikkerhed, at hverken Archaeopteryx eller andre gamle lignende fugle var overgangsforme. Fossilerne indikerer ikke, at forskellige fuglearter udvikledes fra hinanden. I modsætning beviser fossilerne, at nutidens fugle og nogle arkaiske fugle som Archaeopteryx faktisk levede sammen på samme tid. Nogle af disse fuglearter som Archaeopteryx of Confuciusornis er uddøde, og kun nogle af de arter, der engang eksisterede, har været i stand til at overleve til i dag.

Kort sagt indikerer flere af Archaeopteryx’ egenskaber, at dette væsen ikke var en overgangsform. Archaeopteryx’ overordnede anatomi betyder stilstand, ikke evolution. Palæontolog Robert Carrol må indrømme at:

Geometrien af flyvefjerene på Archaeopteryx er identisk med dem på moderne flyvende fugle, hvor ikke-flyvende fugle har symmetriske fjer. Måden hvorpå fjerene er arrangeret på vingen falder indenfor området af moderne fugle… Ifølge Van Tyne og Berger er den relative størrelse og form af Archaeopteryx vinger svarende til fugle, der bevæger sig gennem begrænsede åbninger i vegetation som hønsefugle, duer, snepper, spætter og de fleste spurvefugle… Flyvefjerene har været i stilstand i mindst 150 millioner år…56

På den anden side er det ”tidsmæssige paradoks” et af de fakta, der giver det fatale slag til de evolutionistiske påstande om Archaeopteryx. I sin bog Icons of Evolution, bemærker Jonathan Wells, at Archaeopteryx er blevet gjort til et ”ikon” i evolutionsteorien, hvorimod beviser tydeligt viser, at dette væsen ikke er den primitive forfader til fugle. Ifølge Wells er en af indikationerne for dette, at Theropoda dinosauren - den påståede forfader til Archaeopteryx - faktisk er yngre end Archaeopteryx.

Tobenede reptiler, der løb på jorden og havde andre egenskaber, man måske forventer hos en forfader til Archaeopteryx, optræder senere.57

Det opdigtede fugle-dinosaur link

Prof. Alan Feduccia

Evolutionister, der prøver at fremstille Archaeopteryx som en overgangsform, kommer med påstanden, at fugle har udviklet sig fra dinosaurer. Men en af de mest kendte ornitologer i verden, Alan Feduccia fra the University of North Carolina, modsiger teorien, at fugle er beslægtet med dinosaurer på trods af, at han selv er evolutionist. Feduccia har dette at sige om tesen om reptil-fugle evolution:

Altså, jeg har studeret fuglekranier i 25 år, og jeg kan ikke se nogen ligheder overhovedet. Jeg kan bare ikke se det… Theropoda oprindelsen af fugle vil efter min mening blive det pinligste for palæontologer i det 20. århundrede.58

Larry Martin, en specialist i tidligere fugle fra the University of Kansas, modsiger også teorien om, at fugle nedstammer fra dinosaurer. I diskussionen om den modsigelse, som evolution på dette emne falder ind i, erklærer han:

For at fortælle sandheden ville jeg, hvis jeg skulle støtte dinosauroprindelsen af fugle med de egenskaber, blive pinlig berørt hver gang, jeg skulle op og snakke om det.59

For at opsummere er scenariet om ”fugles evolution”, der opstod alene på basis af Archaeopteryx, ikke andet end et produkt af evolutionisters fordomme og ønsketænkning.

What is the Origin of Flies?

Claiming that dinosaurs transformed into birds, evolutionists support their assertion by saying that some dinosaurs who flapped their front legs to hunt flies "took wing and flew" as seen in the picture.

Having no scientific basis whatsoever and being nothing but a figment of the imagination, this theory also entails a very simple logical contradiction: the example given by evolutionists to explain the origin of flying, that is, the fly, already has a perfect ability to fly.

Whereas a human cannot open and close his eyes 10 times a second, an average fly flutters its wings 500 times a second. Moreover, it moves both its wings simultaneously. The slightest dissonance in the vibration of wings would cause the fly lose its balance but this never happens.

Evolutionists should first come up with an explanation as to how the fly acquired this perfect ability to fly. Instead, they fabricate imaginary scenarios about how much more clumsy creatures like reptiles came to fly.

Even the perfect creation of the housefly invalidates the claim of evolution. English biologist Robin Wootton wrote in an article titled "The Mechanical Design of Fly Wings":

The better we understand the functioning of insect wings, the more subtle and beautiful their designs appear. Structures are traditionally designed to deform as little as possible; mechanisms are designed to move component parts in predictable ways. Insect wings combine both in one, using components with a wide range of elastic properties, elegantly assembled to allow appropriate deformations in response to appropriate forces and to make the best possible use of the air. They have few if any technological parallels-yet.1

On the other hand, there is not a single fossil that can be evidence for the imaginary evolution of flies. This is what the distinguished French zoologist Pierre Grassé meant when he said "We are in the dark concerning the origin of insects." 2

1 J. Robin Wootton, "The Mechanical Design of Insect Wings", Scientific American, Cilt 263, Kasım 1990, s. 120.

2 Pierre-P Grassé, Evolution of Living Organisms, New York: Academic Press, 1977, s. 30

Pattedyrenes oprindelse

Som vi tidligere har erklæret, foreslår evolutionsteorien, at nogle opdigtede væsner, der kom op fra havet, blev til reptiler, og at fugle udvikledes fra reptiler. Ifølge det samme scenarie er reptiler forfædre til ikke bare fugle men også pattedyr. Men der er store forskelle mellem de to klasser. Pattedyr er varmblodede dyr (dette betyder, at de kan skabe deres egen varme og holde den på et stabilt niveau), de føder levende unger, de ammer deres unger, og deres kroppe er dækket af pels eller hår. Reptiler, på den anden side, er koldblodede (altså de kan ikke generere varme, og deres kropstemperatur ændres afhængig af den eksterne temperatur), de lægger æg, de ammer ikke deres unger, og deres kroppe er dækket af skæl.

Bats

Evolutionists propose that           all mammal species evolved from a common ancestor. However, there are great differences between various mammal species such as bears, whales, mice, and bats. Each of these living beings possesses specific systems. For example, bats are created with a very sensitive sonar             system that helps them find their way in darkness. These complex systems, which modern technology can only imitate, could not possibly have emerged     as a result of chance coincidence. The fossil record also demonstrates that bats came into being in their present perfect state all of a sudden and that they have not undergone any "evolutionary process". A bat fossil aged 50 million years: no different from its present-day  counterpart. (Science, vol. 154)

Et eksempel på de strukturelle barrierer mellem reptiler og pattedyr er deres kæbestruktur. Pattedyrs kæber består kun af et underkæbeben, der indeholder tænderne. Hos reptiler er der tre små knogler på hver side af underkæben. En anden grundlæggende forskel er, at alle pattedyr har tre knogler i deres mellemøre (hammer, ambolt og stigbøjle). Reptiler har blot en enkelt knogle i mellemøret. Evolutionister påstår, at reptilkæben og mellemøret gradvist udvikledes til pattedyrets kæbe og øre. Spørgsmålet om, hvordan et øre med en knogle udviklede sig til et med tre knogler, og hvordan høresansen blev ved med at fungere i mellemtiden, kan aldrig forklares. Ikke overraskende er ikke et eneste fossil, der linker reptiler og pattedyr sammen, blevet fundet.

Dette er grunden til, at evolutionære videnskabs forfatter Roger Lewin blev tvunget til at sige, ”Overgangen til det første pattedyr, som sandsynligvis skete på bare en eller højst to slægter, er stadig et mysterium”.60

George Gaylord Simpson, en af de mest populære evolutionistiske autoriteter og en grundlægger af den neodarwinistiske teori, kommer med følgende kommentar om denne forvirrende vanskelighed for evolutionister:

Den mest forvirrende begivenhed i livets historie på jorden er forandringen. Mesozoikum, reptilalderen, til pattedyrenes alder. Det er som om, gardinet pludselig blev hævet ned på scenen, hvor alle de førende roller blev spillet af reptiler, især dinosaurer, i store antal og forbløffende variation, og blev hejst igen med det samme for at afsløre samme miljø men med helt nye medvirkende, en besætning hvor dinosaurerne slet ikke optræder, andre reptiler er i stort mindretal, og alle de førende roller spilles af pattedyr af slags, der knap blev hintet til i de foregående akter.61

Endvidere, da pattedyr pludselig gjorde deres forekomst, var de allerede meget forskellige fra hinanden. Så uens dyr som flagermus, heste, mus og hvaler er alle pattedyr, og de opstod alle i løbet af samme geologiske periode. At fastsætte et evolutionært forhold mellem dem er umuligt selv ved brug af den vildeste fantasi. Den evolutionistiske zoolog R. Eric Lombard kommer med denne pointe i en artikel, der blev bragt i den førende journal Evolution:

De, der leder efter specifik information, der er brugbar til at skabe fylogenier af taksa med pattedyroprindelse, vil blive skuffede.62

Alle disse demonstrerer, at alle levende væsner fremkom på Jorden pludseligt og fuldtudviklet uden nogen evolutionær proces. Dette er konkret bevis for det faktum, at de blev skabt. Evolutionister prøver dog at fortolke faktummet, at levende arter kom til eksistens i en specifik rækkefølge, som en indikator for evolution. Men denne sekvens, som levende ting opstod ved, er ”skabelsesrækkefølgen”, siden det ikke er muligt at tale om en evolutionær proces. Med en overlegen og fejlfri skabelse, blev have og land fyldt med levende ting og til sidst blev mennesket skabt.

I modsætning til ”abemenneske” historien, der presses på masserne med intenst medie propaganda, opstod mennesket også pludseligt og fuldtudviklet.

Atın Evrimi Senaryosu

There are breeds of horse of different sizes on Earth. The "evolution of the horse" sequence is nothing more than fossils belonging to these different breeds and certain other mammals being set out one behind the other.

Until recently, an imaginary sequence supposedly showing the evolution of the horse was advanced as the principal fossil evidence for the theory of evolution. Today, however, many evolutionists themselves frankly admit that the scenario of horse evolution is bankrupt. In 1980, a four-day symposium was held at the Field Museum of Natural History in Chicago, with 150 evolutionists in attendance, to discuss the problems with gradualistic evolutionary theory. In addressing the meeting, evolutionist Boyce Rensberger noted that the scenario of the evolution of the horse has no foundation in the fossil record, and that no evolutionary proccess has been observed that would account for the gradual evolution of horses:

The popularly told example of horse evolution, suggesting a gradual sequence of changes from four-toed fox-sized creatures living nearly 50 million years ago to today's much larger one-toed horse, has long been known to be wrong. Instead of gradual change, fossils of each intermediate species appear fully distinct, persist unchanged, and then become extinct. Transitional forms are unknown.1

Dr. Niles Eldredge said the following about the “evolution of the horse” diagrams:

There have been an awful lot of stories, some more imaginative than others, about what the nature of that history [of life] really is. The most famous example, still on exhibit downstairs, is the exhibit on horse evolution prepared perhaps fifty years ago. That has been presented as the literal truth in textbook after textbook. Now I think that is lamentable, particularly when the people who propose those kinds of stories may themselves be aware of the speculative nature of some of that stuff.2

Then what is the basis for the scenario of the evolution of the horse? This scenario was formulated by means of the deceitful charts devised by the sequential arrangement of fossils of distinct species that lived at vastly different periods in India, South Africa, North America, and Europe solely in accordance with the rich power of evolutionists' imaginations. More than 20 charts of the evolution of the horse, which by the way are totally different from each other, have been proposed by various researchers.

hus, it is obvious that evolutionists have reached no common agreement on these family trees. The only common feature in these arrangements is the belief that a dog-sized creature called "Eohippus", which lived in the Eocene Period 55 million years ago, was the ancestor of the horse (Equus). Yet Eohippus, portrayed as an equine ancestor that became extinct millions of years ago, is almost identical to the mammal known as “Hyrax” that still lives in Africa, but has not the slightest connection with horses.3 The invalidity of the claim regarding the evolution of the horse is becoming clearer every day with the discovery of new fossils.

ohippus has been identified in strata containing some fossilized breeds of horse—Equus nevadensis and E. occidentalis—that are still alive today—Equus nevadensis.4 This shows that the present day horse lived at the same time as its supposed forebear, proving that the horse never underwent the process known as evolution.

Bir müzede bulunan bu at serisi diğerleri gibi değişik devirlerde değişik coğrafyalarda yaşamış çeşitli hayvanların taraflı bir bakış açısıyla, keyfi olarak birbiri ardına dizilmesiyle oluşturulur. Atın evrimi senaryosunun fosil kayıtlarında hiçbir dayanağı yoktur.

The evolutionist science writer Gordon R. Taylor explains this little-acknowledged truth in his book The Great Evolution Mystery:

But perhaps the most serious weakness of Darwinism is the failure of paleontologists to find convincing phylogenies or sequences of organisms demonstrating major evolutionary change... The horse is often cited as the only fully worked-out example. But the fact is that the line from Eohippus to Equus is very erratic. It is alleged to show a continual increase in size, but the truth is that some variants were smaller than Eohippus,not larger. Specimens from different sources can be brought together in a convincing-looking sequence, but there is no evidence that they were actually ranged in this order in time.5

All these facts are strong evidence that the charts of horse evolution, which are presented as one of the most solid pieces of evidence for Darwinism, are nothing but fantastic and implausible tales.

1 Boyce Rensberger, Houston Chronicle, November 5, 1980, p.15

2 Harper's Magazine, February, 1985, s. 60

3 Francis Hitching, The Neck of the Giraffe: Where Darwin Went Wrong, New York: Ticknor and Fields, 1982, ss. 30-31.

4 Francis Hitching, The Neck of the Giraffe, ss. 30-31.

5 Gordon Rattray Taylor, The Great Evolution Mystery, London: Sphere Books, 1984, s. 230